Få hjælp til batteriet i din bærbare Mac

Læs mere om, hvordan du optimerer batterilevetiden i din bærbare Mac, løser batteriproblemer og får service.

Optimer batterilevetiden

Din bærbare computers batterilevetid afhænger af computerens konfiguration og af, hvordan du bruger computeren. Her er nogle indstillinger og trin, der kan bruges til at få mest muligt ud af computerens batteri.

Kontroller batteriindstillinger

Vinduet Batteri under Systemindstillinger indeholder indstillinger, der hjælper med at forbedre batterilevetiden i din bærbare Mac. Hvis du vil have vist indstillinger for Batteri, skal du vælge Apple-menuen  > Systemindstillinger, klikke på Batteri eller Energibesparelse og derefter vælge fanen Batteri. 

Batteriindstillinger i vinduet Batteri i Systemindstillinger

Eksemplet ovenfor er fra macOS Big Sur. Nogle funktioner som Automatisk skift af grafikfunktion og Power Nap er ikke tilgængelige på alle bærbare Mac-computere eller i alle macOS-versioner.

Brug følgende indstillinger til at få mest muligt ud af batterilevetiden:

  • Slå "Gør skærmen lidt mørkere, når der bruges batteri" til. Denne indstilling gør det muligt at justere skærmens lysstyrke på din Mac til 75 %, når du bruger computeren uden strøm.
  • Deaktiver "Slå Power Nap til, når der bruges batteri". Denne indstilling forbedrer standbytiden, fordi den forhindrer din Mac i at tjekke for e-mails eller andre iCloud-opdateringer, når den er på vågeblus.
  • Slå "Optimer videostreaming, når der bruges batteri" til. Denne indstilling gør det muligt at bruge mindre strøm, fordi det bliver muligt at afspille HDR-video (High Dynamic Range) som SDR-video (Standard Dynamic Range).
  • Slå "Automatisk grafikskift" til. Denne indstilling gør det muligt for MacBook Pro-modeller med flere grafikprocessorer at skifte automatisk mellem dem for at maksimere batteriets levetid.

Juster skærmens lysstyrke

Som standard justerer din skærm automatisk lysstyrken for at spare strøm. Hvis du slår automatisk lysstyrke fra, bør du slå det til igen på et senere tidspunkt for at forlænge batterilevetiden. Hvis lysstyrken skal indstilles automatisk, skal du vælge Apple-menuen  > Systemindstillinger, klikke på Skærm og derefter slå "Juster lysstyrke automatisk" til. Læs mere om, hvordan du justerer lysstyrken automatisk.

Kontroller batteritilstanden

Du kan kontrollere batteritilstanden under indstillingerne for Batteri eller i batteristatusmenuen:

  • I macOS Big Sur: Vælg Apple-menu  > Systemindstillinger, klik på Batteri, vælg Batteri i indholdsoversigten, og klik derefter på Batteritilstand.
  • I macOS Catalina eller tidligere: Tryk på Alternativtasten, og hold den nede, og klik på batterisymbolet i menulinjen for at åbne menuen med batteristatus.

Du får vist en af følgende statusindikatorer:

  • Normal: Batteriet fungerer normalt. 
  • Eftersyn anbefales: Batteriet er dårligere til at bevare spændingen, end da det var nyt, eller det virker ikke, som det skal. Det er sikkert at bruge din Mac, men du bør indlevere den til en Apple Store eller en Apple-autoriseret serviceudbyder for at få efterset batteriet.

Kontakt Apple for at få efterset dit batteri.

I tidligere versioner af macOS kan batteristatussen blive vist som Udskift snart, Udskift nu eller Batteriet skal til eftersyn, hvis batteriet har mindre spænding, end da det var nyt, eller hvis det skal til eftersyn. Hvis batteriets nedsatte opladningskapacitet har indflydelse på din brug, skal du indlevere det til vurdering hos en Apple Store eller en Apple-autoriseret serviceudbyder.

Nogle tredjepartsprogrammer giver rapporter om batteriets tilstand, men disse data kan være unøjagtige og er ikke en sikker indikation på, at systemets driftstid rent faktisk er nedsat. De mest pålidelige oplysninger fås i batteristatusmenuen, som beskrevet ovenfor.  

Diagnosticer batteriproblemer

Læs mere om, hvordan du kontrollerer hardware, identificerer programmer eller funktioner, der er skyld i højt strømforbrug og løser opladningsproblemer.

Kør diagnosticering

Når du foretager fejlfinding af batteriproblemer, er det en god ide at starte med de indbyggede diagnosticeringsværktøjer på den bærbare Mac-computer. Læs om, hvordan du bruger Apple-diagnosticering på din Mac.

Hvis du ikke finder problemer ved hjælp af Apple-diagnosticering, kan du læse videre for at få flere oplysninger om fejlfinding af batterier.

Tjek batteristatusmenuen

Batteristatusmenuen viser batteriets aktuelle opladningsstatus, og om batteriet er i gang med at blive opladet. Batteristatusmenuen er placeret til højre på menulinjen:

macOS Big Sur-menulinje med åben menu for batteri

Batteristatusmenuen viser dig også, om din skærm eller bestemte programmer har et højt strømforbrug. Du kan også overveje at lukke de programmer, der er angivet på listen, for at spare på batteriet.

Hvis du bruger optimeret batteriopladning i macOS Big Sur, får du vist flere oplysninger, når din Mac tilsluttes strøm, f.eks. om opladningen er sat på pause, eller når dit batteri er fuldt opladet. Hvis opladningen er sat på pause, og du skal have din Mac fuldt opladet hurtigere, skal du klikke på Start fuld opladning nu.

Løs opladningsproblemer

Få hjælp til andre problemer, f.eks. hvis din Mac ikke genkender en strømforsyning eller ikke lader op til 100 %.

Hvis din Mac ikke oplader

Kontroller, om computerens strømforsyning har det korrekte watt-tal. En strømforsyning med et lavere watt-tal, end systemet kræver, kan muligvis ikke oplade computeren pålideligt. Hvis du ikke er sikker på, hvilken strømforsyning du skal bruge med din computer, kan du læse om, hvordan du finder den rigtige strømforsyning og det rigtige strømkabel til din bærbare Mac-computer.

Læs om, hvad du kan gøre, hvis din USB-C-strømforsyning ikke oplader din bærbare Mac-computer. Hvis problemerne fortsætter, skal du lukke din Mac, lukke skærmen i 30 sekunder og derefter prøve at oplade igen. Eller hvis du har en Intel-baseret Macskal du nulstille SMC.

Hvis din Mac ikke oplades til 100 %

Hvis du bruger optimeret batteriopladning i macOS Big Sur eller bruger macOS Catalina eller tidligere, kan det af og til ske i macOS, at batteriet ikke viser fuld opladning (100 %), selvom strømforsyningen har været tilsluttet i længere tid. Dette er normalt og er med til at forlænge batteriets overordnede levetid. 

Eftersyn af batteriet i din bærbare Mac-computer

På MacBook-, MacBook Air- og MacBook Pro-computere med indbyggede batterier må batterierne kun udskiftes af en Apple-autoriseret serviceudbyder eller i en Apple Store. Hvis du selv forsøger at udskifte et indbygget batteri, kan det medføre skader på udstyret, og sådanne skader er ikke dækket af garantien.

Nogle af de ældre bærbare Mac-computere har batterier, som du selv kan udskifte. Kontakt en Apple-autoriseret serviceudbyder eller Apple Store for at få hjælp til at udskifte et batteri.

Oplysninger om batterigaranti

I perioden med Apples et-årige begrænsede garanti udskiftes et defekt batteri uden beregning. Hvis du har købt en AppleCare Protection Plan til din bærbare Mac-computer, udskifter Apple den bærbare computers batteri uden beregning, hvis der er mindre end 80 % af batteriets oprindelige kapacitet tilbage. Hvis du ikke er dækket, kan du få batteriet udskiftet mod et gebyr. 

Om batterier i bærbare Mac-computere

MacBook-, MacBook Air- og MacBook Pro-computere har lithium-polymer-batterier, som giver maksimal batterilevetid og fylder meget lidt. Det er nemmere at forstå batteriteknologi og batterilevetid, hvis du kender almindelig batteriterminologi:

  • Antal cykler: Batterier forventes at virke i et bestemt antal cyklusser. Dette tal angiver det samlede antal totale og delvise afladningscyklusser i batteriets levetid. Du kan se grænsen for din computers opladningscyklusser i artiklen Fastlæg antallet af batteriopladningscyklusser for bærbare Mac-computere.
  • Fuld ladekapacitet: Dette tal angiver den mængde strøm målt i mAh (milliamperetimer), som batteriet kan oplades til, fratrukket den energi, der kræves for at lukke enheden. Denne værdi bliver mindre, efterhånden som batteriet slides på grund af brug og ældning.
  • Resterende ladekapacitet: Dette tal angiver den aktuelle mængde strøm i mAh (milliamperetimer), der er tilbage i batteriet. Tallet bliver mindre, når computeren bruges, uden at den er sluttet til en strømkilde, fordi der bruges strøm fra batteriet.
  • Defekt batteri: Batterier anses for at være defekte, når de ikke længere virker på grund af en defekt i materialer eller udførelse eller på grund af en produktionsfejl. Defekte batterier dækkes af Apples etårige begrænsede garanti og udvidede serviceaftaler.
  • Belastning: Mængden af processer, der udføres i forbindelse med en eller flere opgaver. Nogle processorkrævende handlinger belaster batteriet meget og giver en markant lavere driftstid pr. opladning.

Læs mere

Oplysninger om produkter, der ikke er produceret af Apple, eller uafhængige websteder, der ikke styres eller testes af Apple, leveres uden Apples anbefaling eller godkendelse. Apple påtager sig intet ansvar, hvad angår valg, ydeevne eller brug af websteder eller produkter fra andre producenter. Apple giver ingen erklæringer med hensyn til nøjagtigheden eller pålideligheden af websteder fra andre producenter. Kontakt producenten for at få flere oplysninger.

Udgivelsesdato: